Shurima

Århundreder under jorden gør sære ting ved et imperiums døde — dette nægter at forblive begravet, og dele af det dukker hele tiden op igen, når ørkenen flytter sig.

Under sandet

Imperiets fald er gammelt nyt efterhånden, dets hovedstad er for længst opslugt, og dets folk er spredt ud over den ørken, der engang var dets hjerte. Amumu, den Sørgmodige Mumie, vandrer gennem den samme ørken som en lille, sørgmodig påmindelse om alt, hvad faldet kostede, forbandet snarere end ødelagt af det. Renekton, Sandets Slagter, og Nasus, Sandets Kurator, var engang fælles vogtere af imperiets erindring, indtil det, der forvandlede den ene af dem til et monster, efterlod den anden stadig med forsøget på at holde sammen på resten.

Hvad der vågner nedenunder

Azir, Sandets Kejser, er det klareste tegn på, at imperiet aldrig helt endte — en hersker, der er rejst tilbage fra sin egen grav for at genvinde en trone, der teknisk set holdt op med at eksistere for århundreder siden. Xerath, den Opstegne Magus, søgte den samme slags magt og fik et betydeligt dårligere resultat, efterladt som levende, rasende energi, der knap nok holder en form. Skarner, den Urældste Suveræn, er ældre end imperiets folk overhovedet, en krystallinsk vogter hvis søvn imperiets opstigen og fald knap nok afbrød.

Ikke alle i ørkenen venter på fortiden. Taliyah, Sten væveren, og Sivir, Krigsherrerinden, bevæger sig gennem ruinerne af deres egne nutidige grunde til at være der, den ene lærer stadig, hvad hun kan gøre med selve jorden, den anden betragter mest gamle grave som en indtægtskilde. K’Sante og Naafiri tilhører begge ørkenens levende byer og krigsbander snarere end dens begravede — bevis på, at imperiets historie ikke kun skrives af det, der kravler op af sandet.

Selv ørkenens tidsmålere virker usikre på, hvilken æra de hører til. Zilean, Kronovogteren, vandrede så langt ind i sit eget studium af tiden, at han mistede grebet om, hvilket århundrede han stod i, og nu driver han mellem imperiets fortid og nutid uden helt at vælge nogen af dem. Rammus, Panserrilleren, er ældre end de fleste forklaringer på ham, sammenrullet og ventende under sandet, ligesom imperiets andre hemmeligheder har for vane at vente. Om ørkenen huskes som en ruin, en advarsel eller et kongerige, der stadig skylder sin trone, afhænger mest af, hvilken af disse skikkelser en rejsende tilfældigt møder først.