Shadow Isles

Intet her ender, som det burde. Sorg forårsagede den katastrofe, der skabte denne øgruppe i første omgang, og sorg er stadig det stof, de fleste af dens indbyggere er lavet af, århundreder efter tågen rullede ind og forhindrede nogen i at dø ordentligt.

Viego, den ruinerende konge, er, hvor historien starter: en monark, hvis afvisning af at acceptere sin dronnings død udløste den forbandelse, der opslugte hele hans rige sammen med ham, og som nu gennemsøger tågen efter en kvinde, han aldrig vil finde. Thresh, kædefangevogteren, var allerede grusom, før forbandelsen tog ham, og fandt blot et større lærred for det bagefter, idet han samlede sjæle, ligesom han engang samlede lidelse. Hecarim, krigens skygge, leder et spektralt kavaleriangreb, der aldrig afsluttes og aldrig behøver det, eftersom den krig, det tilhører, holdt op med at betyde noget længe før, den holdt op med at finde sted.

Ikke alle, der blev fanget i tågen, overgav sig til den. Senna, Forløseren, tilbragte århundreder fanget inde i en lanterne, før hun forvandlede den samme lidelse til et våben mod tågen selv og valgte at kæmpe i stedet for at opløses i den. Yorick, Sjælenes Hyrde, passer de døde i stedet for at kommandere dem og behandler øernes endeløse lig som noget nærmere en pligt end en ressource. Maokai, den Vredne Trævæsen, bekæmper den samme tåge med rødder i stedet for en klinge og nærer stadig et nag, der er ældre end de fleste af øernes yngre spøgelser.

Selv de mindre, særnere skikkelser her bærer den samme nægtelse af at forblive færdige. Gwen blev syet sammen til noget nyt i stedet for at ligge til forrådnelse. Karthus synger højere, jo mere af ham tågen fortærer. Kalista eksisterer kun for at indkræve løfter, de levende har brudt, ét forræderi ad gangen. Elise, Edderkoppedronningen, valgte sin egen forvandling i stedet for at få den påtvunget, hvilket gør hende til en af de få ting i dette arkipelag, der stadig ligner en beslutning frem for en konsekvens.

Intet, der sker på disse øer, er nogensinde rigtigt forbi — det skifter bare form og fortsætter. Det, der engang var et kongerige, så en tragedie, så en forbandelse, er nu blot et sted, og de mennesker, der skyller i land her, holder efterhånden op med at spørge, hvilken af de tre det tæller som.