Karthus

En sang er normalt det sidste, du hører, før Karthus finder dig, hvis du overhovedet hører noget.

Han er en udødelig ånd fra Shadow Isles, og hvor de levende viger tilbage fra tanken om en evighed som hverken levende eller rigtigt død, finder Karthus intet andet end skønhed i det. For ham er udød ikke en forbandelse at flygte fra, men en forening værd at fejre, og han behandler enhver optræden i den dødelige verden som en mulighed for at dele den overbevisning — som regel ved at medbringe døden.

Andre Shadow Isles-vandrere, Kalista blandt dem, bærer deres egne dystre formål gennem den samme tåge, men Karthus er mindre interesseret i hævn end i ceremoni. Han er mindre en jæger end en apostel, der spreder det, han anser for dødens glæde, til enhver der uheldigvis er i nærheden.

Selv at dø stopper ham ikke. Death Defied, hans passive, lader ham fortsætte med at kaste spells i et kort vindue efter han er dræbt, et passende bogstaveligt udtryk for en ånd, der aldrig så døden som en afslutning. Lay Waste rammer et område med forsinket, eskalerende skade, der straffer isolerede mål, Wall of Pain sænker Move Speed og Magic Resist for enhver, der krydser den, og Defile lader ham dræne energi fra nærliggende fjender, mens den genopretter hans egen mana. Hans ultimate, Requiem, kræver en tre sekunders channel, før den rammer enhver fjendtlig champion på kortet på én gang — en passende afsluttende bemærkning for en, der aldrig har bekymret sig synderligt om grænserne for en enkelt kamp, endsige et enkelt liv.

Han spilles som en mage, begrænset til mid lane og afhængig af mana som næsten enhver anden caster i Runeterra, hvilket får resten af hans kit til at føles desto mærkeligere i sammenligning — en spellcaster, hvis mest definerende træk er hans fortsatte deltagelse i en kamp, efter at være blevet dræbt i den. Selv hans sang, kun nævnt i forbifarten af dem, der har hørt den, ser ud til at betyde mindre for ham end stilheden, der følger.