Thresh

Thresh dræber ikke hurtigt, og det er netop pointen.

Han var ikke altid et genfærd. Engang havde han varetægten over en enorm mængde arkan viden, før noget stærkere end selve liv og død udslettede ham og efterlod ham hvileløs i Shadow Isles, en øgruppe kvalt i tåge og genfærd, et sted hvor det sjældent endegyldigt afgør noget at dø. Hvad han mistede ved den udslettelse, erstattede han med grusomhed, og han opretholder sig nu selv ved at trække andres lidelse ud med en tålmodighed, som de fleste dødelige ville kalde sadistisk. Sjæle, han fanger, dør ikke bare; han fængsler dem i sin lygte for at blive pint i det uendelige, længe efter at deres kroppe er holdt op med at betyde noget, og han nedbryder dem med en opfindsomhed, der synes at tage sin egen private nydelse i processen.

Hans kit, bygget til Support- eller Top-rollen og drevet af Mana som flertallet af hans slags, er en direkte forlængelse af den grusomhed. Damnation lader ham høste sjælene fra alle, der dør i nærheden, og føjer permanent til hans Armor og Ability Power, jo længere en kamp trækker ud. Death Sentence lænker en fjende og hiver dem hen mod sig, og kaster man den igen, trækkes Thresh hen til dem i stedet, en vending der straffer selvtillid. Dark Passage kaster selve lygten ud, skærmer allierede mod skade og giver dem en rute til at dashe hen til hans side. Flay belønner tålmodighed mellem angreb med tungere skade og fejer derefter sin kæde for at slå alle, den rammer, tilbage. The Box, hans ultimate, lukker en gruppe inde bag vægge, der sænker farten og skader alle, der bryder igennem dem, et bur bygget af den samme tålmodige grusomhed, der definerer ham. Navne som Hecarim og Kalista, eller Elise, Gwen og Karthus, nævnes ofte i samme åndedrag som ham, men ingen deler hans særlige talent for at få døden til at føles som kun begyndelsen.