Maokai

Maokai plejede at være stille. Før Shadow Isles faldt, var han en naturånd, der var tilfreds med at forblive rodet på ét sted, uden den vrede, der nu definerer næsten alt, hvad han gør. Den blødhed, han engang havde, overlevede heller ikke skiftet. En magisk kataklysme gjorde en ende på det stille liv, og kun Waters of Life, der var suget ind i hans kerneved, forhindrede ham i at forgå sammen med det — han overlevede, dog ikke rigtig som sig selv.

Det, der i stedet opstod, var en tårnhøj treant i permanent krig med det, hans hjem blev til. Bramble Smash og Sapling Toss giver ham måder at kontrollere jord og straffe enhver, der dvæler for længe i krat, Twisted Advance lader ham styrte frem uden at kunne målsøges, før han rødder sit mål fast på stedet, og Nature’s Grasp, hans ultimate, trækker en kolossal tornemur hen over slagmarken, som intet nemt løber fra. Hans passive, Sap Magic, healer ham tilbage gennem basic attacks, hver gang en spell rammer i nærheden, passende for en skabning, hvis hele andet liv har handlet om at kæmpe sig tilbage til det, som undød til stadighed forsøger at tage fra ham. Som både top laner og support kan han plante sig selv der, hvor kampen har mest brug for en mur. At genoprette Shadow Isles til noget, der ligner dens gamle skønhed, er stadig det egentlige mål; indtil videre fylder det meste af hans dage med at holde linjen mod rædsler som Hecarim.

Intet af det ser fredeligt ud, og Maokai foregiver ikke noget andet. Han måler fremskridt mindre efter øjeblikke af ro end efter, hvor meget mindre af Den Sorte Tåges indflydelse der stadig står tilbage ved slutningen af hver kamp, én forvreden rod ad gangen. Det er langsomt, slidende arbejde, og han har fundet sig til rette med det tempo. Andre Shadow Isles-vandrere som Gwen opstod fra den samme katastrofe i endnu sættere skikkelser, men få bærer Maokais særlige blanding af sorg og stædig pligt.