Noxus

Styrke er i dette imperium ikke en dyd at stræbe efter — det er den eneste valuta, der accepteres, og rang eller fødselsret køber intet over for en soldat, der faktisk kan vinde. Det er sådan, Darius, Noxus' hånd, steg fra menig soldat til en af imperiets mest frygtede håndhævere, og hvordan Ambessa, kaldet krigsmatriarken, kommanderer loyalitet gennem en stribe sejre frem for et familienavn. Noxus har aldrig bryd sig meget om, hvor dens stærkeste kommer fra, kun om at de fortsætter med at bevise det.

Trifarix

Århundreders enevældige herskere gav til sidst plads til et råd af tre, bygget på tanken om, at ingen enkelt form for styrke bør herske alene. Swain, Noxus' storgeneral, holder sin plads gennem kold kalkule og en vilje bundet til en gammel, sulten magt, som han bruger frem for at tjene. Omkring ham antager magten mere stille former: Katarina, den ondskabsfulde klinge, og LeBlanc, bedrageren, bevæger sig gennem imperiets politik fra skyggerne og afgør udfald længe før nogen klinge er draget.

Black Rose

Under rådet ligger en ældre, mere stille magt. Dens medlemmer er magikere, som har brugt generationer på at handle med blodmagi, hemmeligheder og indflydelse over, hvem der end sidder ved magten, og som behandler tronen som endnu en ressource, der skal styres fra afstand snarere end en præmie, der er værd at tilrane sig direkte. Cassiopeia’s slangelignende forvandling og Vladimir’s blodfødte udødelighed hører begge til et Noxus, der villigt lader sine magikere blive noget andet end mennesker, hvis resultatet er magt værd at have.

Ikke alle noxianere passer ind i nogen af lejrene. Riven, den landflygtige, blev kasseret af det samme militær, som engang betroede hende et fortryllet blad, og overlever nu i udkanten af imperiet snarere end inden for dets strukturer. Briar’s tøjlede sult, Kled’s enmands-kavaleriangreb og Sion’s tilbagevenden fra henrettelse, stadig udødelig, peger alle på den samme regel: Noxus spørger ikke, hvad du er, kun hvad du stadig kan gøre for det.