Sion

Helten, som Noxus ikke ville lade dø

Sion earned his legend the old-fashioned way: he choked a Demacian ruler to death with his own two hands in the name of Noxus, an empire that measures worth purely in strength. Death should have been the end of the story. Instead, Noxus refused to let a hero of that caliber rest, and dragged him back to serve the empire again — this time with no body left to speak of.

Hvad der er tilbage bag rustningen

Den Sion, der vendte tilbage, er ikke den mand, Noxus husker. Hans blodbad skelner ikke længere mellem ven og fjende, og de grove plader, der er boltet fast på hans rådnende skrog, beskytter ham mindre, end de holder resten af ham sammen. Et sted midt mellem svingene med hans økse forsøger han stadig at huske, hvem han engang var, men krigshelten og det våben, Noxus genoplivede, er ikke længere helt det samme.

Den ustabilitet viser sig direkte i, hvordan han kæmper. Decimating Smash belønner tålmodighed og lader ham oplade et sving, der slår fjender tilbage, hvis han holder det længe nok. Soul Furnace giver ham et skjold, han kan detonere på kommando, og hvert dræb, mens det er aktivt, udvider permanent hans maksimale helbred — et uhyggeligt vækstritual bygget på død. Roar of the Slayer fjerner rustning og sænker farten på alt, det rammer, og Unstoppable Onslaught sender ham styrtende i én retning og øger farten, jo længere han oplader. Selv det at dø stopper ham ikke helt: hans passive, Glory in Death, lader ham genoplive kortvarigt efter at være blevet dræbt, hvor han slår hurtigt og helbreder sig på skaden, før hans krop endelig giver op for alvor. Det er den tydeligste udtryk for, hvad han er blevet — en soldat, der ikke længere genkender grænsen mellem stadig at kæmpe og allerede at være død. Klassificeret som både Tank og Fighter er Sion bygget til top lane, og alt, hvad han gør, trækker på Mana i stedet for den raseri eller energi, som visse andre bruisere er afhængige af — et mærkeligt spor af disciplin tilbage i en ellers tankeløs dræber.