Freljord

Lederskabet i denne frosne vidde har aldrig samlet sig om én arving, og klimaet ser ud til at foretrække det sådan. Sejuani, Nordens vrede, leder ved at ride direkte mod alt, der truer hendes folk, mens Ashe, Frost Archer, holder sin position gennem tålmodighed og en bue, der sjældent rammer ved siden af. Ingen af tilgangene er lykkedes med at forene de stammer, der deler dette land, og ingen af dem viser tegn på at prøve hårdere på det.

Nogle af regionens krigere svarer igen på klimaet med rå udholdenhed frem for strategi. Olaf, Berserkeren, behandler en slagmark, som de fleste behandler et varmt måltid. Tryndamere, Barbarkongen, har overlevet nok til at holde op med at blive overrasket over noget af det. Volibear, den Ubønhørlige Storm, og Trundle, Troldkongen, er mindre menneskelige svar på det samme pres, og hver især holder de territorium på den gammeldags måde. Braum, kaldet Freljords Hjerte, er det sjældnere tilfælde: styrke brugt mest til at beskytte folkene omkring ham frem for at vinde noget for sig selv.

Under de synlige stammer siges ældre ting at røre på sig. Tre navne i særdeleshed lyder tættere på myte end på nogen levende hersker:

• Anivia, Kryoføniksen, et væsen der dør og genopstår frem for blot at leve et liv
• Lissandra, Isheksen, hvis greb om regionens ældste magi har overlevet enhver stamme, der har forsøgt at udfordre den
• Ornn, Ilden under Bjerget, en smedegud, der er tilfreds med at holde sig skjult, indtil nogen giver ham en grund til det modsatte

Braum’s skjold og Volibear’s storm svarer ikke til nogen enkelt stamme, hvilket er en del af grunden til, at ingen af dem nogensinde er blevet fuldt ud gjort krav på af én. Den nægten om at være ejet løber gennem det meste af landets mærkeligere champions også: noget her belønner dem, der overlever på deres egne betingelser, frem for dem, der sværger den rigtige ed først, uanset om det betyder at udholde en endeløs kamp eller blot at overleve enhver rival, der forsøgte at gøre krav på det før dig.

Mellem stammerne, der kæmper om overfladen, og hvad der end holder fast under den, har denne frosne vidde aldrig haft brug for udefrakommende for at gøre sine vintre hårdere.