The Void

The Void bygger ikke civilisationer; det fortærer dem, der allerede står. Hinsides virkelighedens grænser presser dette hungrende fravær sig ind i Runeterra gennem sprækker, der er revet op af uforsigtig magi, og alt, hvad der kommer ud af det, eksisterer for at udslette snarere end at herske. Det har ingen hovedstad, ingen historie at tale om og ingen interesse i at få nogen af delene.

Dets skabninger falder i grove kategorier, der hver viser en forskellig metode til at ophæve noget:

• Rovdyr bygget til overfladeverdenen — Kha’Zix, Voidreaver, og Rek’Sai, Void Burrower, jager og tilpasser sig med en effektivitet, der behandler hvert drab som en lektie til det næste, og bliver farligere jo længere de overlever.
• Rå skala med en mund — Cho’Gath, Terror of the Void, og Kog’Maw, Mouth of the Abyss, reducerer Void’s formål til dets simpleste form: forbrug uden grænse eller tilsyneladende ende.
• Intellekter der studerer, før de fortærer — Vel’Koz, Eye of the Void, og Malzahar, Prophet of the Void, behandler Runeterra som et emne, der skal katalogiseres, og en besked, der skal spredes, hver tålmodig på en måde, som ren sult normalt ikke er.
• Dem Void har krævet indefra — Kai’Sa, Daughter of the Void, og Kassadin, Void Walker, gik begge ind som almindelige mennesker og kom forandrede tilbage, bærende på dets indflydelse på måder, ingen af dem helt slipper, uanset hvor langt de rejser fra stedet, hvor det skete.

Over dem alle står Bel’Veth, Empress of the Void, en hersker hvis opstigning omorganiserede disse spredte hungre til noget tættere på en enkelt vilje. Hvor tidligere indtrængen føltes som isolerede sår i virkeligheden, antyder hendes tilstedeværelse, at Void er i stand til retning såvel som appetit, et skifte der ændrer, hvordan enhver anden indtrængen bør læses.

Intet af dette levner plads til forhandling. Enhver fraktion og nation andre steder i Runeterra kan man tale fornuftigt med, forhandle med eller kæmpe til stilstand; Void tilbyder ingen af disse muligheder, kun det samme udfald gentaget, hvor det end finder en åbning, tålmodigt nok til at vente på den næste, hvis det første forsøg mislykkes.