Targon

Højden alene forklarer ikke, hvorfor folk bestiger dette bjerg; det er det, der venter på toppen, som bliver ved med at drage dem tilbage, og det, der ventede der først, er en strid om, hvilket lys der fortjener tilbedelse.

Solens trofaste

Solari har bjergets dominerende position, en soltilbedende orden, der betragter lys og orden som uadskillelige og månen som noget nærmest kætteri. Leona, den strålende daggry, legemliggør den orden i sin mest bogstavelige form, en kriger svøbt i sollys, der holder en linje snarere end at jage ære. Pantheon, det urokkelige spyd, bærer en version af samme overbevisning ind i hver kamp, han tager, og behandler tro som noget, der bevises med et spyd snarere end diskuteres.

Det, solen forsøgte at udslette

Lunari blev aldrig helt fjernet, uanset hvad Solari havde til hensigt. Diana, kaldet månens foragt, blev fordrevet af den samme orden for at finde en sandhed, den foretrak begravet, og bærer nu måneenergi direkte ind i det bjerg, hun blev forvist fra. Aphelios, de trofastes våben, tjener samme skjulte hengivenhed i næsten total stilhed og lader sin søster tale for en tro, han ikke længere selv kan give udtryk for.

Over begge fraktioner svarer bjerget stadig til ældre, mærkeligere ting. Aurelion Sol, Stjerneformeren, formede engang stjerner, før noget klippede hans ambition ned til bjergets størrelse, en kosmisk kraft, som dets menneskelige fraktioner næsten ikke opfatter. Zoe, Skumringens Aspekt, og Soraka, Stjernebarnet, bærer begge stykker af den samme kosmiske orden i blidere, mere direkte former — den ene behandler bjergets kraft som en leg, den anden giver sin væk for folk, der aldrig helt vil forstå, hvad hun gav afkald på. Taric, Valorans Skjold, svarer ikke direkte til nogen af bjergets fraktioner, kun til selve idéen om beskyttelse, hvor end der er brug for den. Hver af dem bærer bjergets kraft forskelligt: som lys, som hævn, som smedens ild, som en leg, som en gæld, der betales tilbage, eller blot som en ed holdt længe efter, at der var nogen til at håndhæve den. Det, de har til fælles, er, at ingen af dem behandler toppen som kulisse — for hver eneste af dem er klatreturen pointen, ikke udsigten fra toppen.