Demacia

Statuetter overalt i dette kongerige fejrer disciplin, ære og en lov, der anvendes ens for enhver borger, men dets egen historie bliver ved med at frembringe netop det, som loven blev skabt til at udelukke. Demacia’s herskende doktrin betragter magi som en uforudsigelig fare, noget der skal registreres, inddæmmes eller drives ud helt, håndhævet af soldater, der sjældent sætter spørgsmålstegn ved ordren bag.

Garen, kendt som Demacias Styrke, er den doktrin med et ansigt: urokkelig, fysisk overvældende, tryg ved et sværd, fordi et sværd ikke stiller ubehagelige spørgsmål. Hans søster Lux, Lysets Frue, voksede op med at skjule en gave for lysmagi i netop den husstand, der var mest tilbøjelig til at straffe hende for den, og tjente kronen, mens hun skjulte den del af sig selv, som kronen findes for at frygte. Sylas, den Ubestridte, blev opdraget på den anden side af den samme frygt — fængslet som dreng for en kraft, han aldrig havde valgt, undslap han for at vende Demacia’s egne kontrolmetoder mod det selv.

Kongerigets mere ortodokse skikkelser fører dets idealer videre uden den friktion. Jarvan IV, Demacias Forbillede, leder med samme kodeks, som han kræver af enhver soldat under sig. Xin Zhao, Demacias Seneskal, bevogter den kongelige slægt ud af en gæld, han betragter som ubetalt snarere end nogen nedskrevet ed. Quinn, Demacia’s Vinger, og Poppy, Hammerens Vogter, patruljerer henholdsvis kongerigets grænser og dets myter, den ene jager trusler fra uden for kortet, den anden vogter en legende, som få stadig tror vandrer iblandt dem.

Selv blandt Demacia’s undtagelser er undtagelserne uenige med hinanden. Galio, en stenbeskytter bygget af gammel magi til at bekæmpe gammel magi, er en modsætning, som kongeriget helst ikke undersøger for nøje. Morgana og dommeren Kayle stod engang på samme side, før de blev uenige om, hvad retfærdighed måtte koste, og ingen af dem har fuldt ud tilgivet den anden for det. Fiora afgør sine egne stridigheder gennem den formelle duels ritual, mens Vayne svarer sine alene, om natten, med betydeligt mindre ceremoni. Intet af dette vises på statuerne. Det, der holder Demacia sammen, er ikke fraværet af magi, men en lang, urolig enighed om, hvor meget af det kongeriget har råd til at lægge mærke til.