Lux

At vokse op bange for sit eget lys

Demacia nærer mistillid til magi, og Luxanna Crownguard voksede op med magi, hun aldrig kunne nævne højt uden fare. At bøje lyset faldt hende naturligt, men det gjorde frygten, der fulgte med, også — opdagelse betød eksil, og eksil betød at trække sin families ædle navn ned sammen med sig. I årevis var hemmeligholdelse ikke så meget en præference som den eneste mulige overlevelsesstrategi. Optimisme, mere end forsigtighed, endte med at sejre.

Det, hendes familie stadig ikke helt ved

Lux holdt aldrig helt op med at skjule sin magt; hun blev blot bedre til at bruge den i det stille, på vegne af et kongerige, der sandsynligvis ville afvise hende i samme øjeblik, det forstod, hvad hun egentlig kan. Hendes bror Garen forbliver tæt på hende på trods af alt det usagte mellem dem, mens hendes forbindelse til Sylas er langt mere indviklet, formet af præcis den slags magiske forfølgelse, Lux har brugt hele sit liv på at undgå. Hendes evner bærer den samme dualitet. Light Binding kan fange to fjender med en enkelt kugle, Prismatic Barrier fungerer både som beskyttelse på vej ud og igen på vej tilbage, og Lucent Singularity fungerer lige så godt som spejderværktøj og som detonerende fælde. Illumination, hendes passive, belønner tålmodighed ved at lade et oplyst mål tage ekstra skade på et opfølgende hit — ikke ulig en hemmelighed, der til sidst forfalder. Final Spark, hendes ultimate, varsler sig endda med en advarselsstråle, før den rigtige lander, et sjældent tilfælde af, at Lux vælger ikke at skjule, hvad der kommer næste gang. Den samme alsidighed går igen i måden, hun spilles på, komfortabel med at holde mid lane alene eller støtte sammen med allierede som Jarvan IV, endnu en demacianer, der på sine egne måder har fundet sig til rette med kongerigets stive forventninger. Mana finansierer det hele, brugt med omhu af en, der har brugt år på at lære ikke at tiltrække sig opmærksomhed.