Galio

Det meste af tiden er Galio blot sten. Han står vagt uden for Demacia, en kolos rejst for generationer siden som værn mod fjendtlig trolddom, og han kan holde den positur — ubevægelig, tavs — i årtier, før noget ændrer sig. Det, der ændrer det, er magi: en bølge af fjendtlig kraft nær murene er det eneste, der pålideligt vækker ham.

Når han først er vågen, spilder Galio ikke lejligheden. Han kaster sig ud i kampen med noget, der ligner lettelse, velvidende at et kongerige bygget på lov og ære sjældent får se en af sine ældste vogtere bevæge sig. Sejren, når den kommer, har en pris, han ikke kan undgå: den samme magi, han knuser for at beskytte Demacia, er også det, der genopretter hans bevægelse, så enhver triumf brænder gennem den gnist, der holder ham aktiv. At vinde lægger ham tilbage i søvnen.

I kamp viser den modsætning sig som timing. Hans passive, Colossal Smash, oplader hans basisangreb med bonus-magisk skade med mellemrum, hvilket belønner tålmodighed frem for konstant pres. Winds of War sender et par vindstød, der konvergerer i en tornado, som straffer enhver, der står imellem dem, mens Shield of Durand beder ham om at sænke farten og spænde kroppen, før han eksploderer i en taunt. Justice Punch lader ham træde tilbage, før han driver frem for at slå den første champion i sin vej op i luften, og hans ultimate, Hero’s Entrance, får ham til at markere en allierets position, skjoldlægge alle i nærheden og derefter styrte ned på den øjeblikke senere. Som en Tank og Mage fordelt mellem top lane og mid bruger Galio de fleste engagementer på at vente på det rigtige øjeblik i stedet for at fremtvinge et — meget lig den statue, han er bygget af.

Demacia’s mistillid til magi er veldokumenteret blandt dens egne champions, fra Garen‘s fortryllede rustning til Lux‘s urolige forhold til sine egne gaver, og Galio’s eksistens er kongerigets ældste svar på netop den frygt: byg noget, der kan bekæmpe ild med ild, og lad det så sove, indtil det er nødvendigt igen.