Enhver tro, som Solari fordrev, forsvandt ikke bare. Lunari holdt månens gamle magt i live længe efter, at Mount Targons soltilbedere erklærede den for vanhelligelse, og overlevede i skjul frem for i templer, givet videre af folk, der havde al mulig grund til at tie stille om, hvad de stadig troede på, og hvem de betroede den tro.
Diana er den klareste tråd, der forbinder den skjulte tro med nutiden. Mærket fra fødslen som Månens foragt af selve den orden, der engang måske ville have kaldt hende søster, bærer hun Lunaris forfølgelse som personlig historie frem for fjern legende, og hendes fortsatte trods forhindrer, at den gamle tro bliver udslettet helt, uanset om hun nogensinde finder andre, der stadig deler den.
Aphelios, beskrevet som de trofastes våben, antyder en hengivenhed, der passer langt bedre til en religion, der stadig overlever under jorden, end til en, der er selvsikker nok til at dyrke i dagslys. Hvor Solari har Leona som en champion bygget til åbenlyst at legemliggøre deres doktrin, har Lunari ingen tilsvarende skikkelse i offentlighedens søgelys, kun mere stille tegn og ældre navne, som månens tilhængere aldrig helt forsvandt fra bjerget.
Resten af Targons champions findes et sted uden for denne særlige konflikt, kosmisk i omfang snarere end partisk i den. Aurelion Sol svarer på ambitioner, der er ældre end Targons sol-og-måne-strid, og Soraka, Stjernebarnet, tilbyder helbredelse, der tjener enhver, uanset hvilken tro de blev opdraget i, eller hvilken side af bjerget de foretrækker. Deres neutralitet skærper kun kontrasten: selv på et bjerg fyldt med kosmisk magt tilhører pladsen til åbent at følge månen stadig næsten udelukkende erindringen og de få, som Diana, der er villige til at kæmpe for mere end det. Hvad Lunari mangler i templer og åben tilbedelse, har de indtil videre opvejet ved blot at nægte at forsvinde helt, generation efter generation, uanset hvor fuldstændigt Solari troede, sagen var lukket.