Lillia

Få champions i Ionia er sværere at få øje på end Lillia. Den feagtige hind holder sig ved skovbrynet og betragter de dødelige på afstand frem for at nærme sig dem direkte; deres uforudsigelige natur fascinerer hende lige så meget, som den gør hende urolig. Hun gemmer sig ikke af ondskab, kun af nervøsitet — en lille, let forskrækket skabning, der samler mod til at betyde noget for nogen som helst.

Det, der til sidst lokker hende ud af skyggerne, er en brudt forbindelse. Stierne, der engang bar folks drømme til det ældgamle Drømmetræ, er blevet stille, og Lillia har taget det på sig at finde ud af hvorfor. Hun bærer nu en gren berørt af gammel magi og bruger den til at opsøge drømme, som ingen endnu har turdet have — håb og skjulte ønsker begravet under frygt og vaner. Hver en, hun afdækker, lader hende blomstre lidt mere og lader dens ejer ånde lidt lettere. Det er ikke en søgen, hun kan skynde på, og hun forsøger heller ikke.

I kamp tager den samme idé om at lokke det begravede frem en skarpere form. Hendes passive, Dream-Laden Bough, markerer alle, hun rammer, med langsomt nedbrydende skade, mens Blooming Blows og den langsomt rullende Swirlseed holder modstanderne svækkede og hæmmede på afstand. Hendes ultimate, Lilting Lullaby, samler alle fjender, der allerede er berørt af Dream Dust, og trækker dem mod søvnen — en skæbne, der koster dem ekstra i det øjeblik, de tvinges vågne igen. Som en fighter-mage bygget til både top lane og mid lane kan hun gå all in i en kamp uden nogensinde at miste sin forsigtige, spejdende kant.

Ionia mangler allerede ikke spellcasters formet af vidt forskellige forhold til magt. Ahri jager med sin, Akali styrer sin med total disciplin, og begge færdes i de samme skove, som Lillia så indædt forsøger ikke at blive set i. Mod den baggrund skiller Lillias famlende, undskyldende udgave af magi sig ud, netop fordi den forlanger så lidt af de mennesker, den skal hjælpe, indlejret som den er i Ionias bredere åndelige landskab.