Doktrin skrevet i sollys
Mount Targon tilhører ikke udelukkende nogen enkelt orden, men Solari har gjort krav på dens mest synlige ansigt. Deres doktrin behandler solen som selve kilden til orden, fremstiller lys som en moralsk kraft snarere end blot en naturlig, og betragter alt forbundet med månen som en korruption, der skal holdes ude — dets tilhængere, dets symboler og dets gamle krav på bjerget.
Leona, the Radiant Dawn, fremstår næsten som ordenens doktrin givet en krop, med rustning og formål bygget udelukkende omkring solstråling, stående som et skjold mod alt, hvad mørket forsøger at genvinde højere oppe ad skråningen.
Hvad forbuddet koster
En tro bygget op omkring at udelukke halvdelen af himlen skaber uundgåeligt ofre, og Targon’s champions viser, hvad den udelukkelse producerer. Diana, Scorn of the Moon, eksisterer netop, fordi Solari’s forbud ikke efterlod plads til hende, en titel der læses som en direkte irettesættelse af ordenens kernedoktrin snarere end et tilfælde af navngivning. Pantheon, the Unbreakable Spear, og Taric, the Shield of Valoran, bærer begge bjergets kosmiske vægt ind i kampen uden at behøve Solari’s sanktion for at gøre det, en påmindelse om at Targon’s magt aldrig udelukkende var deres at give i første omgang. Selv Aurelion Sol, the Star Forger, og Zoe, the Aspect of Twilight, svarer til en skala af kosmisk myndighed som Solari kan ære, men aldrig fuldt ud inddæmme eller tage æren for.
Ordenens sikkerhed omkring lys og orden er i den forstand både dens største styrke og dens snævreste blinde vinkel: en doktrin selvsikker nok til at organisere en hel tro omkring, men rigid nok til at fremstille sin egen opposition blot ved at insistere på, at halvdelen af himlen ikke tæller. Hver generation Solari holder bjerget, fortsætter den samme insisteren med at give den udelukkede halvdel en grund til at holde ud, og Targon’s historie er endnu ikke løbet tør for grunde af sin egen.