Jax

Sarkasme er normalt ikke et våben, men Jax bruger det lige så selvfølgeligt, som han bruger enhver mærkeligt formet rustning, der tilfældigvis er i hænderne på ham. Han huskes, når han overhovedet huskes korrekt, som den sidste kendte våbenmester fra Icathia — et sted, der ikke længere eksisterer i nogen form, der er værd at besøge.

Icathia’s fald var selvforskyldt: dets folk rakte ud efter en magt, de ikke forstod, og flåede en vej op for Void til at vælte igennem. Jax og de få, der overlevede den fejl, aflagde efterfølgende et stille løfte om at vogte over de rester af verdenen, der var tilbage — et løfte, der har holdt ham i bevægelse langt længere, end et enkelt menneskeliv burde tillade.

Magien er igen stigende over hele Runeterra, og med den rører den gamle trussel, som Icathia engang slap løs, på sig igen. Jax behandler det mindre som en nødsituation og mere som en undskyldning for at teste folk. Han vandrer rundt i verdenen med den sidste rest af sit hjemlands lys, og måler enhver kriger, han krydser veje med, ud fra ét simpelt spørgsmål: er de stærke nok til at stå ved siden af ham, når det gælder.

Hans kampstil belønner præcis den slags selvtillid. Relentless Assault opbygger Attack Speed med hvert slag i træk, Leap Strike lukker afstanden til enhver enhed — ven eller fjende — og Empower lægger ekstra kraft i hans næste slag. Counter Strike lader ham afvise en byge af angreb, før han stunner alle omkring sig, og hans ultimate, Grandmaster-at-Arms, lægger bonus magic damage på hvert tredje slag, mens den hærder hans beslutsomhed midt i kampen. Det er et kit bygget til en, der allerede har overlevet undergangen af sin egen verden og ikke længere ser nogen grund til at holde igen.

Jax spilles som en top-lane fighter, der bruger mana frem for energy eller fury — et lidt skævt match for en våbenmester, der ellers ikke ser ud til at have tålmodighed med konventioner. Det misforhold mellem det, han bruger til at drive sine spells, og måden, han faktisk kæmper på — på ren aggression med slag i træk — er en del af, hvorfor han er så svær at forberede sig på.