Noxus kroner ikke en enkelt hersker og forventer, at imperiet holder. Dets regerende råd, Trifarix, blev i stedet bygget op omkring tre egenskaber, som imperiet altid har værdsat i forskellige mål: vision, magt og list. Ingen trone, uanset hvor stærk, ville nogensinde kunne legemliggøre alle tre overbevisende på egen hånd, og Noxus holdt for længe siden op med at foregive, at én kunne. At dele kronen i tre var mindre et kompromis end en indrømmelse af, hvordan imperiet faktisk fungerer.
Magt
Darius, the Hand of Noxus, og Ambessa, Matriarch of War, er imperiets klareste argumenter for styrke som rå kraft, den slags der vinder slag direkte og ikke bagefter behøver et udvalg til at bekræfte det. Deres ry er bygget på resultater, en hær kan se med egne øjne.
List
LeBlanc, bedrageren, og Katarina, den uhyggelige klinge, repræsenterer det modsatte argument lige så kraftfuldt: at en klinge i mørket, eller en velplaceret løgn, vinder krige, som en hær alene aldrig kunne klare. Cassiopeia hører til samme selskab, hendes titel er bygget op om favntag frem for konfrontation, en helt anden måde at lukke afstanden på.
Rådets væddemål
Ved at dele myndigheden i tre i stedet for én, vædder Trifarix reelt på, at Noxus er stærkere fordelt mellem rivaler end forenet under én enkelt ambitiøs hånd. Draven, den glorværdige bøddel, og Kled, den krakilske kavaler, viser, hvor meget plads det væddemål efterlader til individuel ærestrang selv uden for selve rådet, et bevis på, at imperiet belønner fremragende styrke, hvor den end opstår, i stedet for at kanalisere det hele gennem tre faste pladser.
Om den struktur tæller som stabilitet eller som tre ambitioner holdt i permanent, urolig spænding, er et spørgsmål, Noxus aldrig helt har afgjort, og landets egen lange historie med indre stridigheder tyder på, at det heller aldrig har tænkt sig at afgøre det. En enkelt trone kunne have givet et renere svar, men Noxus har sjældent værdsat rene svar højere end brugbare.