Noxus måler værdi gennem åbne konkurrencer om styrke og ambition, men ikke al dets magt rører sig, hvor den kan ses. Black Rose opererer under det synlige hierarki, et hemmeligt selskab af magikere, der handler med blodmagi, afpresning og indflydelse frem for åben kamp og former beslutninger fra rum, som ingen folketælling nogensinde lister, og som ingen rivaliserende fraktion kan kortlægge fuldt ud. Dets medlemmer står til ansvar over for hinanden længe før, de står til ansvar over for nogen general eller guvernør.
Den forskel betyder noget i en nation, der byder næsten enhver vej til fremgang velkommen, så længe den giver resultater. Den, der viser sig dygtig nok, har tendens til at stige uanset metode, og Black Rose har lært at udnytte præcis, hvor løst det princip håndhæves. Hvor Darius, Noxus’ hånd, eller Ambessa, krigens matriark, demonstrerer den slags formåen, der kan føres gennem gaderne efter en kamp, har et selskab bygget på hemmeligheder brug for en mere stille slags: tålmodighed, vildledning og forhandlingsstyrke holdt i reserve i årevis, hvis det er nødvendigt.
Imperiets liste af magikere og intrigemagere antyder, hvor meget plads der er til, at den stille slags magt kan operere ubemærket. LeBlanc, Bedrageren, og Cassiopeia, hvis titel alene påkalder en slanges omfavnelse, antyder begge et Noxus, hvor identitet og loyalitet kan være lige så flydende som enhver trylleformular, der kastes for at omforme dem. Katarina, Den Uhyggelige Klinge, viser, hvor let snigmord og politik smelter sammen ved et hof, der er så konkurrencepræget, mens Annie, Det Mørke Barn, er bevis på, at selv utrænet, ukontrolleret magt finder en anvendelse et sted i imperiets maskineri, hvad enten den ønsker den anvendelse eller ej.
Intet af dette gør Black Rose til en rivaliserende trone. Det har ingen hære at sætte i march, og ingen plads det kræver direkte, og det har aldrig haft brug for nogen af delene. Dets indflydelse virker i stedet gennem hullerne mellem Noxus’ mere højlydte ambitioner, en påmindelse om, at en nation, der er så fikseret på synlig styrke, stadig efterlader rigeligt med skygge til, at noget mere subtilt kan vokse uforstyrret.