Qiyana

At være sidst i rækken har aldrig forhindret Qiyana i at opføre sig, som om hun allerede sidder på tronen.

Ixaocan, junglebysten i hjertet af Ixtal — en junglenation, der holder sig skjult for resten af Runeterra, mens den mestrer elementarmagi — overgiver ikke sin trone til hvem som helst. At nå Yun Tal’s høje sæde betyder at overleve enhver slægtning, der står tættere på i rækkefølgen, og Qiyana blev selv født flere trin tilbage fra den række. Det har intet gjort for at dæmpe hendes ambition. Hun behandler enhver forhindring mellem sig selv og magten som noget, der skal fjernes frem for forhandles med, og hendes beherskelse af elementarmagi giver hende midlerne til at gøre netop det.

Qiyana spiller som assassin i mid lane og trækker på mana for at drive et kit, der lever og dør på, hvor godt hun læser terrænet omkring sig. Det ses i måden, hun fører sig selv på, lige så meget som i måden, hun kæmper på. Terrashape lader hende dashe på plads, mens hun fortryller sit våben med det element, hun tilegner sig fra jorden i nærheden, og forstærker hvert angreb og hver ability, der følger, så længe fortryllelsen holder. Elemental Wrath ændrer sin bonus-effekt, så den matcher det element, når hun svinger sit våben, og Audacity dasher hende ind på en fjende for at skade dem direkte og lukke huller, der ellers ville lade en target slippe væk. Supreme Display of Talent, hendes ultimate, sender en shockwave ud, der detonerer alle elementer, hun allerede har placeret, og stunner og skader alle, der fanges i nærheden. Royal Privilege, hendes passive, belønner det første hit mod ethvert target med bonus damage — et lille mekanisk ekko af en pige, der mener, hun har ret til mere, end hendes fødselsrækkefølge tillader. Hun ser sig selv som Ixaocans største elementalist, og efter hendes egen logik burde det alene være værd et imperium, ikke bare en by. Om Ixtal er enig, er et helt separat spørgsmål.