Malphite

Malphite blev ikke født, så meget som brækket af. Han begyndte som en servitor-splint af Monoliten, en udenjordisk obelisk, med opgaven at bruge sin enorme elementære styrke til at holde det større væsen helt så længe som muligt. Han fejlede i det ene job, og det kostede ham alt, hvad han kendte. Som en tank, der kan holde enten top lane eller junglens centrum, behandler han hver kamp på samme måde, som han engang behandlede sin gamle pligt — som noget, der skal udholdes, ikke nydes.

Da Monoliten til sidst blev ødelagt, var Malphite det eneste stykke af den, der stod tilbage — en afslutning, han aldrig havde planlagt og stadig ikke helt har bearbejdet. Det, han står tilbage med, er en krop af levende sten og et formål uden noget tilbage at tjene. Runeterra’s folk virker på ham bløde og uendeligt foranderlige på måder, hans gamle obelisk aldrig var, og han bruger meget af sin tid på blot at udholde det misforhold, mens han prøver at finde ud af, hvad en splint uden en helhed egentlig skal gøre næste gang.

Hans kampstil fremstår som et forsøg på at påtvinge orden i en verden, der hele tiden nægter at acceptere den. Ground Slam straffer enhver, der står for tæt på, med en chokbølge, der skalerer direkte med hans egen Armor, Seismic Shard trækker i fjender, der forsøger at holde afstand, og Thunderclap forvandler en serie af hans basale angreb til rullende efterskælv. Unstoppable Force, hans ultimate, sender ham fysisk ind i en menneskemængde — kontant, beslutsom og omtrent så langt fra tålmodig diplomati, som en stencreature kan komme. Han har alligevel fundet et slags selskab i Ixtal‘s jungle, hvor han krydser veje med jægere som Rengar og Nidalee, der hver især forstår isolation fra en helt anden vinkel end han. Medvandrere i samme jungle, som Qiyana, betragter Ixtal’s isolation som hjemmebane; Malphite betragter den stadig blot som det sted, hvor han tilfældigvis landede.